Når sundhedsvæsenet kategoriserer den gravide

Hvad er hvad?: Kategorisering, vægtstimatisering og selvstigmatisering

Sundhedspersoner prøver på bedste måde at tage vare på de patienter, de har.

Sundhedspersoner ved meget om det felt, de arbejder i. Lad os tage udgangspunkt i jordemoderen, da det er den profession, jeg ved mest om.

Jordemoderen har en stor teoretisk viden, og dette kombineret med den praktiske erfaring, hun har, udgør hendes faglighed. Hun arbejder ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger og det enkelte fødesteds retningslinjer.

 

Jordemoderens vurdering

Når en jordemoder møder en gravid, vil hun på bedste måde tage sig af hende. Hun afdækker den gravides ressourcer, laver sundhedsfremmende arbejde, og hun risikovurderer.

Kvinder går ind i graviditeten med meget forskellige forudsætninger.

Er din graviditet planlagt eller uventet?
Hvordan har du det nu med at være gravid?
Har du en partner, eller skal du være alene med barnet? Hvordan er dit netværk? Hvordan var din barndom? Har du været udsat for vold? Har du været udsat for seksuelle overgreb?
Har du noget misbrug?
Har du tidligere været gravid?
Hvordan forløb dine eller dine tidligere graviditeter? Hvordan forløb din/dine fødsler?
Hvordan var tiden efterfølgende?
Har du nogle sygdomme, der kan have betydning for graviditeten og fødslen?
Er der arvelige sygdomme i familien, som kan have betydning?
Hvad er dit BMI?

Dette holdes sammen med de informationer, jordemoderen får fra samtalen med dig, og de fysiske undersøgerlser, der gøres.

Samtalen påvirkes af, hvad du bringer på banen. Og samtalen begrænses af den tid, der er til rådighed i konsultationen.

Vægtstigmatisering

Stigmatisering er, når der knyttes en negativ egenskab til et særligt kendetegn. Dette kendetegn kunne være etnicitet, seksualitet eller vægt.

Vægtstigmatisering sker, hvis der kobles en negativ egenskab til det at have en høj vægt. Forsking har vist, at børn helt ned til 3 års alderen vægtstigmatiserer. Det er både bevidst og ubevidst vægtstigmatisering. En stor verdensomspændende undersøgelse, hvor 34 lande sammenlignes, og som strækker sig fra 2009 til 2019, viser, at danskerne er den befolkningsgruppe, der har flest ubevidste fordomme om mennesker med høj vægt.

Lad os igen tage udgangspunkt i jordemoderen.

Hvordan har hun det med sin egen vægt? Har hun sparsom erfaring eller minimal refleksion over egne bevidste og ubevidste vægtstigmatiserende tankemønstre?

Kommer disse tankemønstre til at spænde ben for, at hun ser den konkrete gravide som sidder overfor hende?

 

Selvstigmatisering

Har du en tendens til at stigmatisere dig selv? Nogle gange kan en stigmatiserende tankegang internaliseres, det vil sige at en person kan begynde at tænke stigmatiserende om sig selv.

Selvstigmatiserer du? Hvis ja, så øv dig på at identificere hvornår det sker. Øv dig i at adskille dine egne tanker fra andres.

Siger han eller hun dette, fordi hun stigmatiserer mig, eller høre jeg det sådan, fordi jeg har internaliseret en stigmatiserende tankegang.

Har du ingen tendenser til selvstigmatisering, så nyd det, og start aldrig på det.